PHP Udvikler Grammatip

Om jobbet

Forestil dig en fremtid, hvor du udvikler lærerige løsninger, der gør en forskel for mange mennesker. Vi har ambitioner om at gøre den digitale brugerrejse mere lærerig og endnu nemmere, så det er let at gå på opdagelse i vores mange forskellige ordbøger og opgavesamlinger.

På Grammatipteamet står vi overfor nye og spændende udfordringer og søger derfor en kommende kollega. Vi har mange spændende opgaver i forbindelse med introduktionen af vores efterspurgte produkter på det tyske marked, og har du mod på og lyst til at være en del af vinderholdet, og vil du have medindflydelse på de kommende tekniske beslutninger, der skal sikre Grammatips succes internationalt, så vil vi gerne høre fra dig.

Velkommen til Ordbogen A/S’ IT-afdeling med avancerede systemer

Du vil være en del af vores Agile-team bestående af højtspecialiserede kollegaer, der er passionerede omkring data, programmering og sprog. Sammen med vores IT-medarbejdere og øvrige teams har vi forpligtet os til at levere på virksomhedens digitale strategi og skabe en stærk platform til læring bygget på avancerede systemer, teknologier, data analytics m.fl.

Som PHP-udvikler spiller du en vigtig rolle hos os:

  • Du tænker sikkerhed, validering og performance.
  • Du arbejder selvstændigt og fungerer samtidig godt i et team.
  • Du kan tænke konceptuelt og ideudvikle, og kan omsætte ideerne hurtigt og effektivt til kode.
  • Du har lyst til både at lære og at lære fra dig.
  • Du bidrager til overordnede løsninger og videreudvikling af vores websites samt integration mellem web, desktop og mobile.

Vi ønsker os en ny kollega, der aktivt deltager i udviklingen af vores produkter, og som er klar til både store og små udfordringer med frihed under ansvar. Du vil over tid have mulighed for at præge stillingens indhold, og der vil være rig mulighed for at udvikle og vedligeholde dine kompetencer.

For at få succes i denne stilling, skal du have kendskab til:

  • PHP
  • Javascript, herunder
    • AngularJS
    • VueJS
  • HTML
  • CSS
    • SCSS
  • OOP
  • GitHub
  • SQL/MySQL
  • Grundlæggende Linux terminal-kommandoer.

Det vil være en fordel, hvis du har flere års erfaring med:

  • En anden EdTech-platform
  • Webudvikling.

Kom og vær med i Skandinaviens største EdTech-virksomhed

I vores IT-afdeling er vi mere end 50 engagerede mennesker, som arbejder med alt fra udvikling og design til drift og projektledelse. For at være frontløbere, har vi løbende investeret i vores medarbejderudvikling, og fra det øjeblik, du starter, vil vi støtte din vækst og din faglige og personlige udvikling. Hos os vil du få rig mulighed for at frigøre dit fulde potentiale i et dynamisk, mangfoldigt og inkluderende arbejdsmiljø. Vi vil faglig og personlig udvikling, vi vil have det sjovt, og vi vil udvikle succesfulde produkter.

Om du er selvlært eller højtuddannet, frontend- eller backend-udvikler, betyder ikke så meget for os, hvis bare du har fået det optimale ud af den vej, du har valgt. Det vigtigste er, at du elsker at kode, forstår, hvorfor din kode virker, og ønsker at arbejde sammen med et dygtigt team, hvor der både er mulighed for at lære og for at lære fra sig.

Skab din fremtid med os

Hvis det lyder som noget for dig, så send os din ansøgning og dit CV via careers.ordbogen.com. Det er en stor fordel, hvis vi med det samme kan se, hvor god du er til at kode, så send gerne et link til din GitHub, Bitbucket eller lignende. Har du været del af et projekt, som du med rette kan være stolt af, så hører vi også meget gerne om dette.

Vi giver dig løn efter kvalifikationer, frokostordning, pension, sundhedsordning og masser af sociale aktiviteter. Har du spørgsmål, så ring til CTO Martin Gyde Poulsen på tlf. 28 60 25 41.

Hvem er du?

Du har noget helt specielt - en sprudlende personlighed, der er svær at beskrive. Du har talent. Du har det drive, der skal til for at få succes. Du elsker den virksomhed, du arbejder for. Du bliver bedre dag for dag. Du elsker at være en del af et team. Du er kvalitetsbevidst og resultatdrevet.

Hvem er vi?

Vi er en innovativ højteknologisk IT- og EdTech-virksomhed med over 100 medarbejdere på vores hovedsæde i Odense. Vi har vundet 9 gazeller og har endnu flere bolde i luften! Hvert år foretager vores brugere flere hundrede millioner opslag i vores online ordbøger, og skoleelever løser over 50 millioner opgaver på vores digitale undervisningsportal, grammatip.com. Vi er de største i Skandinavien, og vi har fart på. Med vores skarpe internationale profil er målet at være tilgængelige over hele verden. Vi kombinerer vores passion for sprog med et banebrydende arbejde med big data og machine learning til konstant at udvide mulighederne for at hjælpe vores brugere, uanset hvem de er, hvor de er, og hvad de laver.

Vores produkter inkluderer:

Ordbogen.com – vores flagskib, Danmarks største ordbogsplatform, som i dag omfatter over 130 forskellige ordbøger fra en lang række forlag. Således er både Politikens ordbøger og Gyldendals røde ordbøger i dag en del af vores ordbogsunivers.

Abc.ordbogen.com – vores nyeste platform, der med ordbogen.com’s velkendte indhold er skræddersyet til de danske skoleelevers timer i dansk, engelsk, tysk, fransk og spansk.

Lemma.com – den internationale version af ordbogen.com

Grammatip.com – vores digitale læringsplatform til undervisning i dansk, engelsk, tysk og fransk grammatik og dansk stavning og læsning for danske skolebørn samt dansk for voksne kursister og udlændinge.

Grammatip.de – vores digitale læringsplatform til de tyske skoler fra 5.-12. klasse i faget tysk.

Write Assistant – vores intelligente skriveværktøj, der hjælper brugeren med at skrive hurtigere og bedre engelsk, uanset modersmål.

SmartComplete - vores funktion, der hjælper dig med at finde det rigtige ord i ordbøgerne, endnu hurtigere og med færre klik, også når du ikke helt ved, hvordan ordet skal staves.

Vi er en arbejdsplads med højt til loftet, hvor vi behandler alle forskelligt for at behandle dem ens. Vi spiser en masse kage, holder de fedeste fredagsbarer og finder altid en anledning til at hylde hinandens sejre. Det betyder meget for os, at der er balance mellem arbejde og privatliv. Desuden vægter vi efteruddannelse og plads til personlig udvikling for vores medarbejdere. Vi vokser og udvider selv hele tiden. Vores mål er at erobre verden og blive dens foretrukne sprogressource. Skal du med?
 

Vi behandler dine oplysninger i henhold til vores privatlivspolitik og cookiepoltik.