Salgskonsulent til Ordbogen A/S

Om jobbet

Ordbogen A/S er i stor vækst og har behov for endnu en salgskonsulent. Kan du se dig selv i et job som salgskonsulent med egen kundeportefølje og frihed under ansvar i et ungt og dynamisk team? Og har du lyst til at være en del af en virksomhed med en flad organisationsstruktur, plads til diversitet, gode sociale arrangementer og med fokus på et godt arbejdsmiljø? I så fald bør du skynde dig at komme til tasterne og sende en ansøgning til os.

Dine arbejdsopgaver vil bl.a. bestå af:

  • At generere ny forretning i den danske undervisningssektor såvel som erhvervssegmentet.

  • At sikre kundernes udvikling hos Ordbogen A/S.

  • At skabe nysalg og mersalg.

  • Support i forbindelse med vores platforme.

  • Du har det fulde kundeansvar for din portefølje. Der er ikke tale om et telemarketingjob.

Salget vil primært fokusere på ordbøgerne fra Ordbogen.com, Gyldendals røde ordbøger samt Ordbogen A/S grammatikportal Grammatip.

Vi forestiller os derfor, at du:

  • er fuld af gåpåmod og er glad for at tale med mennesker.

  • kan bringe god energi til teamet.

  • er frisk og imødekommende.

  • gerne har erfaring med kundekontakt – det er dog ikke et krav.

  • kan arbejde selvstændigt og tage ansvar for egen kundeportefølje.

  • kan lide at være social og er god til at samarbejde.

  • er klar på at blive udfordret og være med til at udvikle en virksomhed i kontinuerlig vækst.

Vi tilbyder

Et job i et ungt og dynamisk team, hvor tonen er sjov og uformel blandt kolleger, men hvor det forventes, at der ageres professionelt i kontakten med kunder. Du kan desuden forvente at blive en del af en kultur, hvor mennesket er i fokus, og hvor din trivsel og faglige såvel som personlige udvikling er vigtig for os. Du kan derfor se frem til at indgå i et team med plads til sparring med kolleger såvel som med nærmeste leder.

Lær os at kende: https://careers.ordbogen.com/sales.php

Vi afholder samtaler løbende med henblik på opstart hurtigst muligt.

Hvem er du?

Du har noget helt specielt - en sprudlende personlighed, der er svær at beskrive. Du har talent. Du har det drive, der skal til for at få succes. Du elsker den virksomhed, du arbejder for. Du bliver bedre dag for dag. Du elsker at være en del af et team. Du er kvalitetsbevidst og resultatdrevet.

Hvem er vi?

Vi er en innovativ højteknologisk IT- og EdTech-virksomhed med over 100 medarbejdere på vores hovedsæde i Odense. Vi har vundet 9 gazeller og har endnu flere bolde i luften! Hvert år foretager vores brugere flere hundrede millioner opslag i vores online ordbøger, og skoleelever løser over 50 millioner opgaver på vores digitale undervisningsportal, grammatip.com. Vi er de største i Skandinavien, og vi har fart på. Med vores skarpe internationale profil er målet at være tilgængelige over hele verden. Vi kombinerer vores passion for sprog med et banebrydende arbejde med big data og machine learning til konstant at udvide mulighederne for at hjælpe vores brugere, uanset hvem de er, hvor de er, og hvad de laver.

Vores produkter inkluderer:

Ordbogen.com – vores flagskib, Danmarks største ordbogsplatform, som i dag omfatter over 130 forskellige ordbøger fra en lang række forlag. Således er både Politikens ordbøger og Gyldendals røde ordbøger i dag en del af vores ordbogsunivers.

Abc.ordbogen.com – vores nyeste platform, der med ordbogen.com’s velkendte indhold er skræddersyet til de danske skoleelevers timer i dansk, engelsk, tysk, fransk og spansk.

Lemma.com – den internationale version af ordbogen.com

Grammatip.com – vores digitale læringsplatform til undervisning i dansk, engelsk, tysk og fransk grammatik og dansk stavning og læsning for danske skolebørn samt dansk for voksne kursister og udlændinge.

Grammatip.de – vores digitale læringsplatform til de tyske skoler fra 5.-12. klasse i faget tysk.

Write Assistant – vores intelligente skriveværktøj, der hjælper brugeren med at skrive hurtigere og bedre engelsk, uanset modersmål.

SmartComplete - vores funktion, der hjælper dig med at finde det rigtige ord i ordbøgerne, endnu hurtigere og med færre klik, også når du ikke helt ved, hvordan ordet skal staves.

Vi er en arbejdsplads med højt til loftet, hvor vi behandler alle forskelligt for at behandle dem ens. Vi spiser en masse kage, holder de fedeste fredagsbarer og finder altid en anledning til at hylde hinandens sejre. Det betyder meget for os, at der er balance mellem arbejde og privatliv. Desuden vægter vi efteruddannelse og plads til personlig udvikling for vores medarbejdere. Vi vokser og udvider selv hele tiden. Vores mål er at erobre verden og blive dens foretrukne sprogressource. Skal du med?
 

Vi behandler dine oplysninger i henhold til vores privatlivspolitik og cookiepoltik.