IT-Infrastruktur

Om jobbet

Vi leder efter en entusiastisk servernørd til vores kontor i Odense. Med reference til IT-driftschefen bliver du en del af vores IT-afdeling, som består af 40 engagerede mennesker, der arbejder med alt fra udvikling, design og infrastruktur til projektledelse.

Vi ønsker os en ny kollega, der er klar til at deltage i driften af vores produkter, og som kan løse både store og små udfordringer med frihed under ansvar. Vi hoster vores produkter udviklet i PHP og Python på Debian-servere med blandt andet Nginx, MariaDB, Memcached og egne udviklede C++-tools. Derfor ønsker vi, at du har følgende kompetencer:

  • Du har styr på Linux og Command Line.
  • Du har erfaring med orkestrering, f.eks. Ansible.
  • Du har opbygget, udrullet og vedligeholdt services som f.eks. Nginx, PHP eller Analytics-værktøjer.
  • Du har forstand på hardware og forstår, hvordan man sammensætter en server til bestemte formål.
  • Du har en basisforståelse for netværk.
  • Du holder overblikket, husker tidsfrister og hjælper teamet med at sikre fremdrift.

Du vil blive en del af vores infrastrukturteam, der er involveret i næsten alle projekter i huset! Arbejdet er meget varieret, og få dage er ens. Arbejdsopgaverne strækker sig fra serveropsætning i vores datacenter, drift af produkter, rådgivning af udviklingsteams til udvikling af værktøjer til vores daglige drift. Det vil være en fordel med et par års erfaring, da du straks kommer i gang med opgaver i vores udviklings- og produktionsmiljø.

Om du er selvlært eller højtuddannet, betyder ikke så meget for os, hvis bare du har fået det optimale ud af den vej, du har valgt. Det vigtigste er, at du elsker at arbejde med servere, kode, automatisering og ønsker at arbejde sammen med et dygtigt team, hvor der både er mulighed for at lære og lære fra sig.

Hvis det lyder som noget for dig, så send os din ansøgning og dit CV. Det er en kæmpe fordel, hvis du har mulighed for at vise os noget af det arbejde, du har lavet allerede.
Vi giver dig løn i forhold til din stilling, ansvar og kvalifikationer samt frokostordning, pension, sundhedsordning, masser af sociale aktiviteter hen over hele året og selvfølgelig alt det kaffe og cola, du kan drikke.

Har du spørgsmål, så ring til IT-chef Martin Gyde Poulsen på tlf. 28 60 25 41.

Hvem er du?

Du har noget helt specielt - en sprudlende personlighed, der er svær at beskrive. Du har talent. Du har det drive, der skal til for at få succes. Du elsker den virksomhed, du arbejder for. Du bliver bedre dag for dag. Du elsker at være en del af et team. Du er kvalitetsbevidst og resultatdrevet.

Hvem er vi?

Vi er en innovativ højteknologisk IT- og EdTech-virksomhed med over 80 medarbejdere på vores hovedsæde i Odense. Vi har vundet 9 gazeller og har endnu flere bolde i luften! Hvert år foretager vores brugere flere hundrede millioner opslag i vores online ordbøger, og skoleelever løser over 50 millioner opgaver på vores digitale undervisningsportal, grammatip.com. Vi er de største i Skandinavien, og vi har fart på. Vi kombinerer vores passion for sprog med et banebrydende arbejde med big data og machine learning til konstant at udvide mulighederne for at hjælpe vores brugere, uanset hvem de er, hvor de er, og hvad de laver.

Vores produkter inkluderer:

Ordbogen.com – vores flagskib, Danmarks største ordbogsplatform, som i dag omfatter over 150 forskellige ordbøger fra en lang række forlag. Således er både Politikens ordbøger og Gyldendals røde ordbøger i dag en del af vores ordbogsunivers.

Abc.ordbogen.com – vores nyeste platform, der med ordbogen.com’s velkendte indhold er skræddersyet til de danske skoleelevers timer i dansk, engelsk, tysk, fransk og spansk.

Lemma.com – den internationale version af ordbogen.com

Grammatip.com – vores digitale læringsplatform til undervisning i dansk, engelsk, tysk og fransk grammatik og dansk stavning og læsning for danske skolebørn samt dansk for voksne kursister og udlændinge.

Grammatip.de – vores digitale læringsplatform til de tyske skoler fra 5.-7. klasse i faget tysk og DaZ (tysk som andet sprog).

Vi er en arbejdsplads med højt til loftet, hvor vi behandler alle forskelligt for at behandle dem ens. Vi spiser en masse kage, holder de fedeste fredagsbarer og finder altid en anledning til at hylde hinandens sejre. Det betyder meget for os, at der er balance mellem arbejde og privatliv. Desuden vægter vi efteruddannelse og plads til personlig udvikling for vores medarbejdere. Vores mål er at erobre verden og blive dens foretrukne sprogressource. Skal du med?
 

Vi behandler dine oplysninger i henhold til vores privatlivspolitik og cookiepoltik.